Copyright Grethe Nielsen
Interesseret i at købe min kunst?

Der er ikke noget som at have original kunst hængende i sit hjem – og det behøver ikke altid koste en herregård. Jeg sælger tegninger, udfører karikaturer og skaber større billeder på bestilling. Du kommer nemt i kontakt med mig ved at skrive på mail: info@draw-attention.dk eller ved at udfylde kontaktformularen her på min hjemmeside.

Newsletter

Satire Skolen om Roald Als

Satire Skolen … om Roald Als

“Jeg har tænkt på, om jeg er en uddøende art. Om mit erhverv er ved at blive fortid.”

Roald Als i bogen "Roald Als – håndtegner"
Eksemplerne på Roald Als’ satiretegninger herunder er relativt nyligt klippet ud af dagbladet Politiken. Han har jo skabt et ocean af enestående tegninger, som jeg lige så godt kunne have valgt … men det gjorde jeg ikke 😉
Satire Skolen om Roald Als
Illustration til debatindlæg om ulighed i verden. Tegning: Roald Als
Satire Skolen om Roald Als
Ulrik Wilbek overvejer at stille op som Venstres næstformand. Tegning: Roald Als
Satire Skolen om Roald Als
Kampen om magten i partiet Venstre er tilsyneladende løst. Tegning: Roald Als
Satire Skolen
Tidl. statsminister Anders Fogh Rasmussen møder en vælger.

Satire Skolen handler i dag om en person, der spiller en stor rolle i mit tegneunivers.Det er Politikens satiretegner Roald Als, som jeg har fulgt, så længe jeg kan huske: Fra musikbladet Levende Billeder, over Weekendavisen til diverse bogudgivelser om f.eks. vin til Politikens spalter. Det spænd strækker sig over mange år, sku´ jeg hilse at sige.
“Roald Als – håndtegner”

Politikens satiretegner Roald Als udgav for noget tid siden bogen “Roald Als – håndtegner”. 

Det var faktisk helt tilbage i 2019, men jeg købte den først for nyligt, så jeg er “sidst med det første!” so to speak. Men pyt, det er en af de mest underholdende biografier, jeg længe har læst.

Og jeg synes, du skal se at få fat i den, hvis du på én og samme tid vil have samtidshistorie, bag-kulissen-anekdoter fra avisverdenen, tegnetricks OG finde ud af, hvad det er Roald Als har med Socialdemokratiet. 

Roald Als skriver meget om livet på en avisredaktion, og jeg kan ikke helt lodde, om min begejstring skyldes min fortid på Berlingske eller om ikke-avismennesker også synes, det er spændende?!

Men her får du en smagsprøve. Roald Als skriver f.eks. om nogle personers forfængelighed og dét at tegne portrætter:

“Til gengæld er kvinder ofte sarte med deres udseende. Og det har ikke noget at gøre med om de er smukke eller grimme. … For flere år siden skulle jeg tegne alle Politikens bibliotekarer til en brochure. Jeg advarede dem, men de bedyrede alle, at de havde humoristisk sans og sagtens kunne tåle at blive karikeret. Den ene var en dame, som hele sit liv havde set godt ud. Hun var smuk, og hendes næse var en flot lang en. Hun syntes, at tegningerne af de andre lignede på en prik, men lige den af hende var ikke vellykket. Jeg rettede lidt på den, men hun var stadig ikke tilfreds. Til sidst tænkte jeg: “Nu giver jeg hende sgu en opstoppertud!”

“Der er dén,” sagde hun, “ nu ligner den.” (Fra “Roald Als – håndtegner”)

Info om bogen

“Roald Als – en håndtegner” af Roald Als udkom i 2019 på Politikens Forlag. 344 sider med masser af tegninger! Udkommet i tredje oplag.

Hvorfor er satiretegningerne sjove?

Fordi der er masser af detaljer. Og der er veldoserede overdrivelser. Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens kæbeparti blev overdrevet til det absurde. Måske er Anders Fogh Rasmussen-karikaturen den mest ekstreme fra Als´ hånd?

Eller er det dem af Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard? 

Hulemanden er gået over i historien, og selv Anders Fogh Rasmussen har senere udtalt til DR: “Jeg ved godt, at Roald Als vil hade mig for at sige, når jeg siger, at jeg synes, at han er ret god.” Ikke den mest velformulerede sætning fra Foghs mund.

Og så er samspillet mellem tekst og tegning vildt godt.

Poul Einer fra Politiken står som regel for de politisk aktuelle tekster, som Roald Als tegner til. Sådan en med-inspirator ville jeg gerne have. Det må simpelthen være pragtfuldt at udvikle satiretegningen så langt, som muligt … og ikke bare til, hvad min egen hjerne er i stand til at komme op med en bestemt dag.

Hvad er dine yndlingsdetaljer?

Der er mange. Men en detalje, man måske overser, er taleboblerne! 

Roald Als fortalte mig forleden, at boblerne er håndtegnede og teksten håndskrevet … hvilket kan være bøvlet, når der opstår stavefejl. Men taleboblerne er helt særlige for en Als-tegning. 

Jeg får selv hjælp fra computeren til mine talebobler, fordi det er hurtigt, men det er netop noget af det fede ved Roalds-tegninger. Man kan ikke mærke, at han har haft travlt (selv om han selvfølgelig har lige så travlt som alle andre med en deadline). 

Kroppene og deres påklædning holder jeg også meget af. Als er ikke bange for draperier, masser af folder eller broderier. 

Hvad synes du om teknikken?

Roald Als’ tegneteknik kan måske beskrives som “naturalistisk, men tilpasset ethvert syret budskab.” 

Det er i alle tilfælde det, der fanger mig: hans sans for kropsproportioner og fysiske objekter. Han kan sagtens vride og fordreje, men det er stadig ligheden, der står øverst hos ham. 

Og så beundrer jeg hans mestring af redskaberne; blyant, farveblyant, Ecoline-farverne og tusch.

”Hvilken fremtid ser du for den politiske satiretegning?”

Jeg har også spurgt Roald Als om hans syn på fremtiden. Memes anses af nogle for at være en direkte trussel mod satiretegningen. Men det er ikke helt nemt at få at vide … han  henviser til sin introtekst i bogen:

“Jeg har tænkt på, om jeg er en uddøende art. Om mit erhverv er ved at blive fortid. Om mit penneskaft, min tusch, mine fjederpenne og mit kriderede Schoellehammer snart skal udstilles på et egnsmuseum sammen med en trykpresse og en vadmelskofte.

Men jeg hænger stadig på med det yderste af neglene. Mit job er for vigtigt. Hvem skal ellers befri landet for den til enhver tid siddende regering og dens lejesvende?”

Er det så et ja eller et nej til spørgsmålet? 

Ikke til at blive klog på. Men at Roald Als bliver ved – uanset hvad – er trods alt betryggende.  

Summa summarum:

Suk! Det må være SÅ fedt at kunne tegne som Roald Als! Dét har altid været min drøm og er stadig en usvækket motivation for mig, når jeg selv svinger blyanten eller Wacom-pennen. Og det må også være himmelsk at kunne farvelægge så præcist … i hånden! 

Kan du ikke få nok af den tegnede satire?
Følg Iris & Angela. Hver fredag en ny episode!

Jeg har tegnet "Den nøgne sandhed – ifølge Iris & Angela siden juni 2018.
Satire