Siden begyndelsen på The UN Project har jeg tegnet og – på sin vis – været i selskab med 81 statsledere.

Tre ting har indtil videre gjort indtryk på mig:

For det første: Der findes lande, jeg aldrig havde hørt om. Palau, Tuvalu og Ækvatorialguinea – og alligevel er de fascinerende. Undskyld .

For det andet: Der findes styreformer, jeg ikke anede eksisterede. I San Marino vælges der for eksempel to statsoverhoveder hvert halve år. Med kun 33.614 indbyggere er det næsten, som om alle på skift kunne blive præsident.

For det tredje: Det kan være utroligt svært at gennemskue, om et land virkelig er demokratisk – og om valgene til magtpositionerne er retfærdige og anonyme.

Min “forskning” tyder på, at de fleste statsledere gerne vil fremstå som demokrater, men få er villige til at betale prisen: Risikoen for at blive stemt ud af et flertal. Teokratier, derimod, synes uinteresserede i popularitet.

Hvorfor et UN-project?

The UN-project handler om at sætte fokus på de mennesker, der har taget magten – eller fået den – på vores vegne. For det er trods alt kun mennesker, ikke guder, der former vores hverdag. Når de kan, kan du også!

Videbegær

Det handler også om at vække dit videbegær efter det ukendte.

Derfor fremhæver jeg ved hver statsleder et unikt aspekt ved landet – en enestående musiker, en særlig arkitektur, en sjælden dyreart eller en modig aktivist. Alt, der kan give appetit på mere viden.

Land nummer 111

Lige nu er jeg nået til nummer 111 (talt bagfra) af de 193 FN-lande. Siden projektets begyndelse er presset på FN vokset markant. USA forsøger for eksempel at underminere organisationen med et alternativt “League of Democracies”.

Men ligesom jeg naivt venter på verdensfred, håber jeg også, at FN forbliver intakt – så jeg kan nå at portrættere alle 193 lande.