Når jeg går i gang med et større værk, er det altid med afsæt i en følelse, som gør mig utilpas. Det kan f.eks. være følelsen af at være genert. Hvordan kan jeg illustrere den, hvad adskiller den fra nærliggende følelser som usikkerhed, præstationsangst/lyst, blufærdighed. Og ser genertheden f.eks. ens ud for en person på tre år som for en på tres? Når jeg er begyndt på et billede med sådan en diskussion i baghovedet, dukker der altid andre associationer op, som pludselig kan virke indlysende relevante at have med i billedet. På en måde er det en slags psykologisk lag-på-lag-teknik, jeg bruger, når jeg står over for papiret.
 Fordybelsen i arbejdet med billedet er meget vigtig, fordi det tager tid at nå ind til essensen af et emne. Dét, jeg tror, billedet handler om, efter den første tid, viser sig altid kun at være baseret på en overfladisk betragtning.

I modsætning til den journalistiske arbejdsproces giver mit arbejde med de store værker plads til eftertænksomhed, tvivl, perspektivering og intuition.