“Satiretegningen er i sin alderdom, og det politiske meme er på vej til at overtage dens plads. Den er der ikke endnu, selv om det nok blot er et spørgsmål om tid.”
Memes – Hvad hel….! Satire Skolen handler i dag om memes, Mette Frederiksen og frustration. Men som vi ved, ligger der altid en passion bag enhver frustration. Så Satire Skolen handler i dag også om det. Velkommen på skolebænken.
Lige som jeg har besluttet at basere en del af min karriere på satiretegninger, vælter det ind med dommedagsprofetier om deres snarlige død eller irrelevans til fordel for memes.
Og det er ikke engang på grund af religiøs pres eller andre sarte nervesystemer. Det skyldes det allestedsnærværende internetfænomen.
Om memes
Netmediet Altinget chokerede mig således den 29. marts med overskriften: “Memes er satiretegningernes arvtager. De provokerer, tager pis og spidder dem, der sidder på magten”.
Og satireforskeren Dennis Meyhoff Brink underbygger i artiklen påstanden ved at udtale: “Satiretegningen er i sin alderdom, og det politiske meme er på vej til at overtage dens plads. Den er der ikke endnu, selv om det nok blot er et spørgsmål om tid.”
What?!
Det skulle altså være disse mere eller mindre klodsede fotomanipulationer med påklistret tekster, der truer den hundredårige tradition med tegnet satire???
Hallo … er her en grænse?
Artiklen dvæler ikke ved den kunstneriske vinkel, men går direkte til spørgsmålet om, hvordan politikere bruger og kan bruge det nye satiremedie … om der er en grænse.
Hmmm … altid denne grænse, som vi mennesker så gerne vil finde, men hader når vi gør: “Her den hér! Er den hér? Nej, nu er den sørme hér! Uh, nu kom jeg på den forkerte side!!!”
De danske børn i Syrien
I samme periode bragte Politiken en satiretegning af Mette Dreyer med titlen “Børnenes statsminister: Regeringen er under pres for at hente de danske børn hjem fra de syriske lejre.”
Og hvis ikke ligefrem samme dag – så tæt på – havde Amnesty International i samme avis indrykket en fotobåret annonce til fordel for en hjemtagning af de danske børn i Syrien.
Budskabet var det samme.
Statsministeren (Mette Frederiksen) står med børnenes skæbne i sine hænder.
Udtrykkene var vidt forskellige.
Det ene; en original tegning med fiktive personer. Det andet; fotografisk, men manipuleret, så Mette Frederiksen ser meget ældre ud, end hun er i virkeligheden.
Tegningen fik mig til at stoppe op i dagens billed-flow, og jeg både grinede og funderede.
Fotografiet fangede mig også, men så følte jeg mig snydt og ja … manipuleret.
Anmeldelsen
Nu er jeg jo begejstret for Mette Dreyers humor i forvejen, men den her tegning er særlig elegant, fordi hun både med statsministerens kropssprog og dét, hun lader hende sige, understreger dobbeltheden og dilemmaet ved emnet om statsborgeres ukrænkelige rettigheder og bekæmpelsen af terrorisme.
Hvordan kan vi se, at vi er i en mellemøstlig flygtningelejr?
Især de sorte figurer i baggrunden sammen med den helt fine antydning af hvide telte sender mig i den retning. Og så gør den sandede jord også sit arbejde.
Men det er dét, at de tre børn (måske) har forskellig nationalitet, der fortæller om dét, at være “statsborger” og “uskyldig”. Hvad laver en lille rødhåret, lyshudet pige dér?!
Amnesty Internationals annoncekampagne har et stilsikkert udtryk med en nogenlunde pæn aldring af Mette Frederiksen, og jeg tror, man har forsøgt at lægge sig op ad meme-fornemmelsen … altså, man må godt kunne se, at rynkerne ser kunstige ud.
Teksten “leger” med den undskyldning, statsminister Mette Frederiksen gav Godhavnsdrengene i 2019, og forudser, at en tilsvarende vil blive nødvendig, hvis ikke børnene bringes til Danmark.
Hvorfor er satiretegningen sjov/go´?
Fordi Mette Frederiksen ikke ser ud til at have lyst til at være Børnenes Statsminister. Og fordi enhver ved, at børn altid helst vil være sammen med deres mor. Jeg synes, også det er sjovt, at Mette Dreyer iklæder hende tøj, som om hun er totalt uanfægtet af omstændighederne.
Hvorfor er fotomanipulationen ikke nær så sjov?
- For det første, fordi det er et foto som så mange andre. Spændingen er hurtigt udløst.
- For det andet, fordi jeg ikke tror på, at statsministeren kommer til at se sådan ud. Jeg bruger altså tid på at argumentere mod præmissen for satiren i stedet for bare at grine.
- For det tredje bliver jeg en smule irriteret over Amnesty Internationals trang til at undskylde på andres vegne. Det er jeg ikke sikker på, jeg ville tænke over, hvis det var en tegning. Tegningen lægger jo en stor distance til “virkeligheden”.
Hvad er dine yndlingsdetaljer?
Mette Frederiksens sko og antydningen af teltene i baggrunden.
Annoncen fanger mig, fordi den totalt imiterer Amnestys almindelige annoncer. Og det sort/gule look har jeg altid godt kunne li´.
Hvad synes du om teknikken?
Mette Dreyers streg er på én og samme tid total præcis og casual/grov. Det er suverænt, og den evne til at fortælle en kompliceret historie med så hurtig og let en streg gad jeg godt eje.
Teknikken, der kendetegner memes, er skabt til at være effektfuld på Instagram, Facebook etc., hvor opmærksomheden er så flygtig, og det virker også med tju-bang-teksterne ind over billederne. Endnu!
MEN – jeg forudser, at der vil udvikle sig en træthed i form af meme-blindhed om nogen tid. Stilen vil snart blive for meget af det gode, blive direkte kedelig. Lige som at se smiley´s allesteder.
Summa summarum
Memes vil IKKE udkonkurrere de politiske satiretegninger, fordi det er tegninger.
Økonomien kan slå satiretegninger ihjel. Hvis ingen vil betale kunstnere for at deltage i debatten, vil kun de sejeste blive tilbage som frivillige deltagere. Og her kommer tiden på tværs, for det tager mere tid/overvejelser at udføre en aktuel og politisk holdbar satiretegning.
En meme generator kan på få minutter udføre arbejdet for hvem-som-helst, der ikke har teknisk kunnen overhovedet.
Men … jeg håber, at flokken af mene-ister fader væk og efterlader sig en lille lækker kerne af super-meme-ister, der både har politisk indsigt, humoristisk sans og ikke mindst vedholdenhed. Det kunne være sjovt … og originalt.
