Satire Skolen … om Trump og sorg

Denne blog skal handle om en præsident, om dødsfald og alvorlig humor. Og det skal den, fordi den måde, Steve Sack fra Star Tribune, Minneapolis, har kommenteret en af konsekvenserne ved angrebet på Kongressen på, fylder mig med store beundring. Velkommen til Satire Skolen … om Trump og sorg.

Opgaven kunne også lyde: Illustrér en person, der både er enormt følelsesfuld, men som samtidig lader til at være følelsesløs … for andres lidelser.

Det er ikke nyt, at den snart meget X’ede amerikanske præsident, Donald John Trump, har svært med at udtrykke endsige udvise empati for andre end sig selv.

Trump og sorg

Der har ellers været mange anledninger i løbet af hans fireårige periode som præsident – som for enhver siddende præsident – til at udvise medfølelse og indlevelse på statsmandsniveau i: 

Fem naturkatastrofer har ramt USA, adskillige masseskyderier, angrebet i Charlottesville på fredelige demonstranter, adskillelse af immigrantbørn fra deres forældre, tragiske dødsfald som følge af politivold etc., men han har fejlet ved dem alle.

Og senest har angrebet på kongressen i Washington med flere dræbte til følge givet en præsident i sorgens stund god grund til at vise sig fra en uselvisk, alfaderlig, myndig side … men nej.

Steve Sack tager os med hen på kirkegården, hvor en lille familie sammen med to politibetjente begræder tabet af en ægtemand, far og kollega, dræbt i forsøget på at beskytte demokratiets højborg, Kongressen. 

Lidt derfra, men tæt på os, ser man en lille tyk mand knæle foran en gravsten. Det er Donald Trump – kun han har sådan et hår i cartoon-universet – der stortuder big-Kleenex-time over at være blevet frataget sin Twitter-konto.

Sorgen er monumental!

Gravstenen foran Donald Trump

Hvorfor er det sjovt?

Jeg grinede i samme sekund, jeg så teksten på gravstenen foran Donald Trump. Så gled blikket hen på den lille flok i baggrunden, og først dér læste jeg teksten på den gravsten. Forstemmende. 

Hvad er dine yndlingsdetaljer?

Mængden af Kleenex-æsker helt klart. Og blikket fra manden midt i flokken. Uden hans blik ville historien være mindre styret fra Steve Sacks side.

Det kan da godt være, at tegningen også ville fungere uden hans blik … prøv selv at dække hans ansigt med tommelfingeren …, men er det alligevel ikke federe, at hans blik sender os i retning af Trump?

Hvad synes jeg om teknikken?

Steve Sacks har tegnet satiretegninger lige siden han gik på universitet i Minneapolis, og han er kendt for sine søde karakterer med de små kroppe og en tydelig outline. 

Den brede, sorte outline gør næsten personerne skulpturelle eller i alle tilfælde meget solide.

Men så ophører al sweetness også. Han er besk, skånselsløs og udstiller især magtarrogance. I 2013 modtog Steve Sack meget fornemt Pulitzer-prisen for sine redaktionelle satiretegninger.

Hvis man har boet i Minneapolis siden 1981 og abonneret på Minneapolis Star Tribune, har man haft æren af hans tegninger. Dér arbejder han stadig som satiretegner.handTru