Der er så enormt mange detaljer at opdage, hvis man gider blive hængende ved hvert enkelt vindue. Hos festaben er der både øl-bong, festryger, dåseøl, nedringet kjole og diskokugle udover en masse lydord.
Satire Skolen handler i dag om kuller … coronakuller. Tilstanden kan ramme alle. Når man har glemt sit mundbind, når man har glemt, at der ikke er toiletmulighed på vandreruten osv.
Og coronakuller rammer også alle os, der bor i etageejendomme, der det seneste års tid jo har været beboede det meste af døgnet.
Tilbage i oktober i år bragte Politiken mere end ét opslag om, hvordan corona-pandemien påvirker vores hverdag – en hverdag som for det meste tilbringes i det rare, trygge, lille hjem … hvis det altså ikke lige var for de andre i ejendommen.
Thomas Thorhauge blev af Politiken sat til at illustrere dét emne ud fra en kort tekst om fem typiske beboere + en sjette, som sætter hele tegningen i perspektiv.
Han anbragte dem alle i en etageejendom, hvor der blev plads til karriere- og motionskanonen, festaben, brokkehovedet, børnefamilien og sexmaskinen.
Og sikke en tegning, der kom ud af det. Faktisk ikke kun én tegning, men seks små detaljerede tegninger i én. Nogle gange kan det godt betale sig at tage en lup frem for at få det fulde udbytte af en satiretegning.
Coronakuller a la Thorhauge
Hvorfor er det sjovt?
Fordi der er så enormt mange detaljer at opdage, hvis man gider blive hængende ved hvert vindue. Hos festaben er der både øl-bong, festryger, dåseøl, nedringet kjole og diskokugle udover en masse lydord.
Hos karrierefyren hænger motionscyklen på væggen, espressomaskinen er klar, mens han lytter til nyhederne fra sin designerhøjttaler i lyset fra designerlampen og skænker sig en smoothie.
Brokkehovedet sidder alene i PH-lampens skær med en Kähler-vase i vindueskarmen og ser bagedysten, mens hun skærer ansigt over larmen fra oven og fra neden.
Børnefamilien står i køkkenet og har meeeeget ondt af sig selv. Mens parret i lejligheden på etagen nedenunder overhovedet ikke har ondt af sig selv. De nyder sexlivet og karantænen ucensureret.
Det sidste vindue er clouet; Thorhauge har tegnet et mørklægningsgardin, som jo minder mange om Anden Verdenskrig. Bag gardinet lever en eksistens, som allerhelst vil undgå alting … især andre mennesker. Og det er dér, man kan se, at det er en satiretegning fra coronatiden.
Hvad er dine yndlingsdetaljer?
Min yndlingsdetalje er tegningen af faren hos børnefamilien. Han står og ser så betuttet ud med mindstebebsen sovende på skulderen.
Jeg fantaserer videre om, at grunden, til at Thorhauge lader ham sige “INGEN” med versaler, er, at det ikke bare er andre, der ikke forstår presset på den lille familie, men det er også hans egen kone, der ikke helt forstår … ham …forstår man.
Man skal kende sit samfund godt for at kunne trække sådan en dimension ind.
Hvad synes jeg om teknikken?
Jeg holder meget af den tykke konturstreg, som gør alle personerne “venligere”, og jeg kan li´, at persongalleriet er så stort. Det er meget få streger Thorhauge har brug for for at fremmane en type. Jeg beundrer også det lidt grove udtryk.
Minder mig om den amerikanske tegneserietegner og musiker R. Crumbs streg. Ham og ikke mindst hans hustru, Aline Kominsky-Crumb, og deres datter, Sophie Crumb, kunne jeg godt finde på at fortælle om en anden gang. En familie af tegneserietegnere!!!
