Det er svært at forstå, hvad konsekvenserne bliver af den enorme digitale udvikling, der sker inden for medierne.Jeg har siddet helt tæt på udviklingen de seneste 30 år og har set, hvordan ønsket om økonomiske besparelser kombineret med en febrilsk ivren efter at være hurtigere end alle andre skaber journalistik skabt af mennesker, der næsten ikke tør se sig tilbage for at tjekke om virkeligheden, nu også følger med. Det har føltes hæsblæsende, frustrerende, latterligt, foruroligende, selvmodsigende – men også interessant og uundgåeligt.
Nu, hvor jeg står uden for nyhedsflowet, optager det mig at finde svar på, hvordan den personlige kritiske journalistik vil ytre sig i fremtiden sat op mod automatisk genererede nyheder, enorme og få mediehuse og sociale medier. Kroppen på billedet er tegnet efter et foto af krigsreporter og -fotograf Dickey Chapelle, der blev kendt for især sin dækning af Korea- og Vietnamkrigen. Hun blev også den første amerikanske kvindelige reporter, der blev dræbt under sit arbejde. Hendes motto var: “Only you can frighten you.”
Jeg valgte det foto, fordi det med skjortens stoflighed og det meget synlige kamera minder mig om den tilstedeværende reporter af kød og blod. En reporter, som vil gå gennem ild og vand for at bringe vigtige informationer frem til læserne.
Hovedet et letforståeligt. Et robotansigt, som er skabt til at se relativt venligt ud, men som mangler den menneskelige sans.
I 2018 er det især emner inden for sport, vejrudsigter, finansielle rapporter, boligmarkedsanalyser og indtægtsvurderinger, der dækkes af computere. Men feltet udvides: I 2014 blev nyheden om et jordskælv genereret af en algoritme kaldet Quakebot publiceret i The Los Angeles Times inden for tre minutter efter skælvet.
Jeg synes, fremtiden ser dyster ud for den afvejede, troværdige og kritiske journalistik, og vi skal vogte os for robotter med menneskelige træk.
