Jens Vejmand og Jeppe Aakjær er to navne, der hænger uløseligt sammen. Men man burde også tilføje navnet Iver.
"Iver Larsen var mystiker, meget bibelkyndig, overtroisk, disputersyg."
Jeppe Aakjær
Forfatteren, digteren og agitatoren Jeppe Aakjærs hjem, Jenle, ligger kun en spytklat fra vores lille sommersted.
Sammen med sin fantastisk dygtige partner, snedkeren og træskæreren Nanna, dannede Jenle rammen om et kærligt arbejds- og kulturfællesskab mellem de to, der stadig inspirerer længe efter deres død.
Som barn kunne jeg næsten ikke tåle at høre digtet/sangen om Jens Vejmand, hvis liv var fuldt af sten, men paa hans grav — i døden, man gav ham aldrig én”, som Jeppe Aakjær skrev i 1905. Men hvem var han i virkeligheden? Det tænkte jeg ikke over dengang.
Ved vejen ned mod Jenle er opført en relativt ny statue udført af Jakob Kristian Vestergaard. Den forestiller Jens Vejmand. Men med al respekt, så er det ikke mit billede af ham. Og her er forklaringen hvorfor:
Arven
Mange år senere som voksen arvede jeg Jeppe Aakjærs læderindbundne samlede værker fra 1919 — som fik lov til at se pæne ud på øverste reolhylde i næsten lige så mange år … lige til denne ferie.
En indskydelse fik mig til at tage bind IV: “Artikler og taler” med i kufferten som ferielekture.
Og sé: allerede på side ni er der en tekst fra 1891, som Jeppe Aakjær skrev om nogle af sin barndoms omgangsvenner, som han kaldte dem; Ivar Larsen, var prototypen til Jens Vejmand, skriver han i forordet!!!
Mystiker og disputersyg
Måske er jeg ikke den eneste, der synes, det er interessant at få mere kød og blod på vejmanden, så her gengiver jeg dét sted i artiklen “Fra de uænsedes lejr”, der handler om “Jens Vejmand”.
“Iver Larsen var mystiker, meget bibelkyndig, overtroisk, disputersyg, fuld af tanker og dybsindige ting om Gud og denne verdens gåder.
Han havde sin egen logisk, indtrængende måde at behandle enhver sag på; det lønnede umagen at tale med gamle Iver; han var dyb, men derfor dog ingen af disse bundløse brønde, af hvilke man aldrig haler andet op end et langt vådt reb, uden at man nogensinde glædes ved en eneste berigelsens dråbe; en streng alvorlig mand, som livet havde taget hårdt på.
Sliddet havde bøjet hans lænd, fattigdommen hans sind, men genialiteten røbede sig endnu i hans ord og gennem hans små dybe øjne så man ind i en grubler.
På hylderne i hans fattige hjem lå der bunker af sære, kalveskindsindbundne bøger fra fjerne århundreder; over dem sad han flittigt bøjet de lange vinteraftener.
Når han ad markvejen kom gående ned til byen, trædende tungt og langt, med hovedet lidt til den ene side, blikket seende ind i sig selv, da var det, som om selve dybsindigheden kom vandrende ved sin stav.
Han døde som vejmand; den sidste del af sit liv gik han og jævnede sporene for folk. Jeg tror, at den mand kunnet have banet andre veje end kommunens, om lykken ikke havde været ham så vrang. Hans syn blev dårligt på det sidste, han havde stået for meget i trækvinden i livets åbne dør.” (Publiceret i “Tidens strøm” fra 1891)
Spændende, ikke!
Min fortolkning
Med Jeppe Aakjærs ord i baghovedet brugte jeg feriedagene til at fremmane min egen version af gamle Iver alias Jens Vejmand. Jeg er sikker på, at han i alle tilfælde gestikulerede rigtigt meget, hvis man mødte ham på hjemmebane!
< PS: Ordet Jenle betyder alene eller ensom, og ejendommen ligger ned mod Limfjorden uden for Skive.
