En af mine seneste fornøjelser har været at tegne en familie, som jeg kender personligt, og som fornylig blev forøget med et nyt lille menneske.
Historien bag er som følger: Moren, som har et særligt skarpt blik for børns krøllede univers (se hendes tegninger på Instagram: jesscplai) sendte mig et billede af sin datter i det øjeblik, hvor hun indser, at hun vist alligevel ikke er så lun på ideen om at få en lillebror: “What? Oh… no! Serious?”
Kort tid efter fødte Jessica sin søn, og hun sendte mig et ret enestående foto af den nybagte far.
Selv kunne hun igen bevæge sig frit omkring, og jeg blev inviteret til at se den nye verdensborger. Jeg tog tegningen med som min dåbsgave til familien.