Dronningen af Danmark

Dronningens ansigt interesserer mig, fordi det mildt, reserveret og asymmetrisk på samme tid. Der er en tilbageholdt energi over hendes udtryk – vel sagtens fordi man bliver opdraget til at have en reserveret attitude som kongelig?! – men der er også en insisterede energi over Margrethes ansigtsudtryk.

På mange, mange fotografier er hun smilende; som dronningemoder for folket, som kunstnerisk dronning, som rolig farmordronning, som glad vintersportsaktiv dronning etc.

“Guds hjælp, Folkets kærlighed, Danmarks styrke”.

Dronningens valgsprog

Men så er der også de andre typer portrætter – og jeg er faldet for specielt ét, der synes at være en 80-årig kvinde værdig.

Billedet er taget af Hanne Juul, og jeg synes, det viser en no bullshit-person, der tør fastholde blikket på betragteren. Jeg synes også, der er en sarthed OG alvor på samme tid i udtrykket.

© Hanne Juul
Dronning Margrethe II – 80 år 16. april 2020

Jeg lavede nogle skitser for at finde frem til den mest fremtrædende del af dronningens ansigt, som jeg så ville karikere.

Og som man kan se på de her skitser, kunne jeg ikke blive enig med mig selv, om det skulle være blikket, den særegne næse eller selve ansigtets vinkel, jeg holdt mest af.

Slutresultatet blev meget mere afdæmpet og munden kom til at få sin helt egen rolle også.

De tre gule figurer på dronning Margrethes ene skulder i det færdige portræt er med til at fortælle, at det er tegnet i forbindelse med regentens 80-års fødselsdag.

Kongehuset har fået skabt et nyt logo i anledning af den runde fødselsdag, og i det logo optræder der blandt andet tre figurer, der ifølge designeren af figurerne, Søren Varming, forestiller festfyrværkeri.

Jeg tænkte selv først på margueritter… den danske nationalblomst, men også på Georg Jensen smykkeserien. Som nyfødt fik Margrethe overrakt en helt særlig udgave af Daisy-øreringene af Georg Jensen selv.

Skulle du have lyst til at få portrættet til dig selv, eller én du kender, sælger jeg det som reproduktion enten sendt pr. mail til selv-udprintning eller tilsendt på fint Hahnemühle Fine Art Photo Rag papir (310 g) i A4 eller A3-format. Pris fra 500 kr. + moms og forsendelsesudgifter.