Ugens indkøb: Nina Hemmingssons graphic novel/tegneserieagtige bog “Du vil ha´ mig”. Iris & Angela er begejstrede. Især når, Nina puster liv i ældre kvinders underliv som i ovenstående sekvens.
Lykkelig er den, der i denne tid vandrer gennem den formiddagssvale storby mod et lille kælderværksted i 2200 Kbh. N for at visualisere sin egen oplevelse af erotik, sex og ekstase. Der er så mange på-forhånd-billeder eller clichér om de tre begreber/tilstande, at det næsten lammer den mentale synsnerve. Sådan og sådan ser den kvindelige sexualitet ud. Sådan og sådan ser den mandlige sexualitet ud. Og synsvinklen er næsten altid en ud-af-din-egen-krop-oplevelse, altså billeder af andre, der er i et erotisk eller sexet felt, fremfor billeder der viser, hvordan det føles for dig selv (og ikke naboen) at være opslugt og omfavnet af kroppen.
Jeg har lyst til at undersøge, hvordan min seksualitet med 57 års livserfaring ser ud. Det arbejde, får mig også til at huske, hvilke billeder jeg ville have valgt, da jeg var 15 år, 23 år, 47 år, og måske skal de med i de nye billeder. Det første billede, som snart er færdigt hedder “Nok se, men ikke røre”. Det næste har arbejdstitlen “Du må godt alt det frække” og det tredje “En dag bliver jeg urørlig”. Måske skal der endnu flere billeder til …