Om at tegne karikaturer – 2019

At tegne mennesker, man ikke kender, men alligevel føler man kender, skaber en særegen familiær forbindelse. Og efter endt tegning er man mere fortrolig med ansigtet end med mange fra ens egen familie og vennekreds. Et ansigt kan ses med ét blik, men så meget mere viser sig, når man har set et ansigt i fem timer. Det er dét, portræt- og karikaturtegning inviterer til … fortrolighed og fastholdelse.

Der er ikke – tror jeg selv – en særlig linje gennem de personer, jeg vælger at karikere. Der er simpelthen bare mennesker, der “kalder” på at blive tegnet. Mennesker, der har “et godt hoved”. Der er også ansigter, der er “kedelige” som tegneobjekter, og som intet har at gøre med mennesket bag, men som bare ikke adskiller sig tilstrækkeligt, eller hvis ejer, forsøger at skjule ansigtet bag for meget kosmetik. Så bliver det næsten en karikatur af en karikatur. Kun Jokeren fra filmen af samme navn har fanget min opmærksomhed i årets løb.

Jeg er meget spændt på, hvem jeg skal være i selskab med i 2020. Der er ingen geografiske, sproglige, alders, religiøse, køns- eller klassemæssige forhindringer. Just bring them on!