De tre drenges kropsholdninger morer mig, fordi de er så meget en kontrast til den spankulerende streetwise “Har du et problem?”-attitude, som ellers ofte hæftes på drenge med en udenlandsk herkomst.
Uanset, om Mette Dreyer tegner en statsminister, kassedame, bilforhandler, teenager eller betjente og unge mænd i dette tilfælde, synes jeg altid, der er en troskyldighed over personerne, som bliver sjov, når de udsættes for vilde ting. Velkommen til Satire Skolen … om opholdsforbud.
Lørdag den 17. oktober bragte Politiken denne satiretegning af hende til debatindlægget “Hvem skal beskytte os mod Mette Frederiksen” om opholdsforbud.
Skribenten kritiserer et forslag fra regeringen, der handler om, hvad politiet skal kunne gøre, hvis en borger ikke overholder et opholdsforbud i et boligkvarter og heller ikke kan betale bøden.
Betjente skal kunne konfiskere værdifulde effekter direkte på stedet.
Der er mindst to pointer: Lovforslaget vil true alles retssikkerhed, og lovforslaget vil overlade for meget til den enkelte betjents egen moralske dømmekraft.
Artiklen havde også et fremhævet citat: “Ønsker vi virkelig, at staten skal kunne tage jakke og ur fra en borger ud fra én betjents hele enerådige skøn?
Det her blev Mette Dreyers fantastiske løsning.
Opholdsforbud gjort ekstremt
Hvorfor er det sjovt?
De tre drenges kropsholdninger morer mig, fordi de er så meget en kontrast til den spankulerende streetwise “Har du et problem?”-attitude, som ellers ofte hæftes på drenge med en udenlandsk herkomst.
Og se på betjenten i midten. Selv om han ribber drengene for alt – selv deres underbukser – er han tegnet med et godmodigt næsten neutralt udtryk. Hele situationen er underspillet, selv om alt står på spil for drengene.
Hvad er dine yndlingsdetaljer?
Jeg opdagede først sent, at én af drengene kigger direkte på mig.
Han behøvede i virkeligheden slet ikke være med i tegningen for at forstå Mette Dreyers pointe om betjentens egenrådige beslutning.
Men dét, at han ser på mig, hiver mig med ind i historien. Måske bliver jeg endda lidt utilpas, og det er godt, for så er jeg mere engageret.
Og se Mette Dreyers pelsklædte bedsteborger i baggrunden mellem de to betjente. Hun behøvede heller ikke være med for at forstå pointen. Men hvis man selv skulle være en slags bedsteborger i pels, ville man måske også kunne frygte konsekvensen, hvis man skulle komme til at parkere et forkert sted uden kreditkortet eller mobiltelefon inden for rækkevidde.
Hvad synes jeg om teknikken?
Jeg giver Dreyer topkarakter for “sjusket” tegneteknik. Dyrk, hvor lidt, der skal til, for at vi forstår, at det er en BMW-bilnøgle, at der ligger halskæder spredt ud på gaden, at der er en lommekniv, at bedsteborgeren står med en mimrevogn og at vi bare ved, at det er danske betjente.
