Copyright Grethe Nielsen
Interesseret i at købe min kunst?

Der er ikke noget som at have original kunst hængende i sit hjem – og det behøver ikke altid koste en herregård. Jeg sælger tegninger, udfører karikaturer og skaber større billeder på bestilling. Du kommer nemt i kontakt med mig ved at skrive på mail: info@draw-attention.dk eller ved at udfylde kontaktformularen her på min hjemmeside.

December Chat

Om julekalender

med Iris & Angela_

I vinteren 2018 havde jeg lyst til at udfordre min tegnedisciplin, og opgaven blev derfor at producere en alternativ julekalender med Iris & Angela i hovedrollen. At man ikke kan begynde den 1. december, og så tro at man kan finde tid og inspiration til at tegne hver dag uafbrudt, siger sig selv, så jeg lagde ud i midten af november med planlægningen af det, der skulle blive kendt som “Decemberberchat med Iris & Angela”.

Jeg, og mange af mine bekendte, har et anstrengt forhold til den kommercielle jul, og til dét at voksne begynder at opføre sig salvelsesfuldt, religiøst, og ufleksibelt: “I julen gør vi altid sådan og sådan…” “Åh, jeg skal til fem julefrokoster her i december, og der er ikke noget at gøre ved det … “. “Vi skal holde juleaften fire gange for børnene, for ellers bliver bedsteforældrene kede af det.” Så derfor besluttede jeg, at Iris & Angela skulle snakke om om juletiden. Jeg vidste ikke på forhånd, hvordan samtalen skulle udvikle sig, og det blev derfor også en overraskelse for mig selv, at baggrunden for min egen julereservation især skal findes i følelsen af at have været naiv, godtroende, let at narre, dum – Call it what You want.

Samtidig ville jeg tilføje julekalenderen noget ekstra, så jeg tog et hovedspring ud i det uendelige hav af julemelodier og beskrev de absolut populæreste melodier – i streg og tekst. Fra at have været meget kritisk over for begrebet “julemelodier” ser jeg nu melodierne i et helt andet lys. Det håber jeg også, at du gør, når du har læst den bonusinformation, jeg fandt på at tilføje tegningerne af George Michael, Aretha Franklin, Joni Mitchell, Michael Jackson, Mariah Carey etc.